Pressemeddelser fra Thy-Mors Energi
EWII sender lynhurtigt internet af sted mod 44.000 husstande i Thy og på Mors
19/04/2023
Beboere i Thy og på Mors har nu mulighed for at få abonnement på fiberbredbånd hos EWII. Det sker via en ny samarbejdsaftale med Thy-Mors Energi, der åbner fibernettet for internetudbyderen.
Det er en aftale med brancheplatformen OpenNet og en række jyske fibernet-ejere, som med ét slag har udvidet EWIIs dækningsområde.
Thy-Mors Energi er en af de netejere, hvor 44.000 adresser i forsyningsområdet nu har mulighed for at vælge fiberbredbånd fra EWII. Her er de glade for at have udvidet paletten med en ny udbyder.
”Fibernettet skal være til gavn for flest mulige andelshavere, og derfor er vi glade for, at EWII nu også tilbyder deres tjenester på fibernettet i Thy og på Mors. Jeg er sikker på, at et bredt udvalg af tv- og internettjenester får endnu flere andelshavere til at vælge en fiberforbindelse,” siger Lars Thorup Nielsen, fiberchef i Thy-Mors Energi.
Det er en veletableret internetudbyder, der nu er tilgængelig for internetbrugere i Thy og på Mors. EWII har mere end 150 års erfaring som forsyningsvirksomhed, og tilbyder udover internet også landsdækkende elaftaler samt streaming-TV via samarbejdspartneren Allente.
”Udvidelsen af vores fiberbredbånd er en vigtig milepæl i EWIIs ambition om at nå ud til alle danskere. Det åbne fibernet giver den enkelte kunde frit valg til at vælge den bedste løsning, og i EWII har kunderne mulighed for at bruge vores stabile, hurtige internet og døgnåbne support, samtidig med at de kan samle deres el, internet og tv hos os som udbyder”, siger Anette Holck, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice i EWII.
Sund konkurrence
Når fibernet-ejerne inviterer internetudbydere til at bruge deres net, sker det via den uafhængige platform OpenNet.
”OpenNet er det afgørende bindeled mellem internetudbyderne og fibernet-ejerne, og ved at give udbydere som EWII adgang til flere fibernet, sikrer vi en sund konkurrence til fordel for kunderne. Når EWII rykker ind på så mange netværk på én gang, betyder det bedre valgmuligheder til rigtig mange danskere”, siger direktør for OpenNet, Henrik Møller Nielsen.
Hidtil har EWII tilbudt internet via fiber til husstande i Kolding, Vejle, Fredericia, Middelfart og Vejen kommuner. Via OpenNet er EWII blevet koblet på syv lokale og regionale fibernet, hvilket betyder, at mere end 1,2 millioner adresser i Jylland og på Sydfyn har adgang til internet fra energikoncernen og internetudbyderen i Trekantområdet.