Spring til hovedindhold Skip to footer

Kvalitet i hver detalje: Jette Bundgaard i spidsen for en ny struktur

11/11/2025

Kvalitet i hver detalje: Jette Bundgaard i spidsen for en ny struktur

Kvalitetssikring er fundamentet for, at Thy-Mors Energi kan stå på mål for sit arbejde over for både myndigheder og lokalsamfund. Med en ny QHSE Manager i spidsen bliver der sat skub i arbejdet med governance og fælles standarder.

Det kræver systematik, procedurer og en stærk kultur at sikre, at kvalitet ikke bare er en intention men en reel praksis i hverdagen. Og det er netop det, blev Jette Bundgaard ansat til at medvirke til sikring af i en ny rolle som QHSE Manager, da hun tiltrådte stillingen tilbage i september 2024.

“Vi skal kunne dokumentere, at vi overholder lovgivningen – både for medarbejdernes sikkerhed og for at sikre en høj service på vores anlæg,” forklarer Jette Bundgaard.

Kvalitetsledelse handler om at sikre, at hele organisationen arbejder efter overordnede standarder – på tværs af alle forretningsområder. Det er med andre ord en hjørnesten i Thy-Mors Energis arbejde med Governance og en forudsætning for at udvikle et moderne forsyningsselskab i balance med både teknik, mennesker og lovgivning.

“Det handler om systematik og kontinuerlighed – om at skabe en forbindelse mellem det, vi siger, vi vil, og det medarbejderen ude i marken rent faktisk gør,” siger Jette.

Siden sin start har hun haft en opsøgende og undersøgende tilgang for at forstå forretningen indefra. Et af de områder, der har fået særlig opmærksomhed, er ønsket om ISO-certificering i et af selskabets forretningsben – noget der både styrker det interne arbejde og skaber værdi for kunderne.

Men hvad betyder alt dette for andelshaverne og lokalsamfundet?

“Det betyder, at vi kan stå inde for vores arbejde – og dokumentere, at vi lever op til lovgivningen. Vi bliver en garant for, at vi gør tingene ordentligt, og det styrker tilliden til os i lokalsamfundet,” siger Jette.

Ved at prioritere kvalitetsledelse bidrager Thy-Mors Energi til sin vision om et lokalsamfund i udvikling – hvor moderne drift og ansvarlighed går hånd i hånd.