Fælles retning for lokal grøn udvikling
13/11/2025
Med en ejerskabspolitik og et veletableret produktionsselskab synliggør Thy-Mors Energi sit fokus på at skabe grøn vækst og udvikling lokalt.
I årtier har andelsselskabet Thy-Mors Energi investeret i etableringen og driften af elnettet og fibernettet til gavn for alle, der bor, lever og driver virksomhed lokalt i Thy og på Mors. Nu er turen altså kommet til grøn infrastruktur, som på lige fod med elnettet og fibernettet bliver et aktiv for området, fortæller Robert Hove, der er bestyrelsesformand i det lokale andelsselskab.
Han fortæller, at produktionsselskabet i de senere år har haft brug for at etablere sig som lokal projektudvikler, og at selskabet nu har skabt det økonomiske fundament for at kunne drive selskabet på niveau med andelsselskabets øvrige forretningsområder.
“Som andelsselskab har vi fokus på at udvikle af infrastruktur til gavn for Thy og Mors, og derfor er det også et naturligt skridt i andelsselskabets udvikling at gøre den grønne omstilling til et aktiv for både landbruget, industrien, erhvervslivet og den enkelte andelshaver,” fortæller han og fortsætter:
"Vi forsøger at arbejde på forkant med den grønne omstilling ved at investere i vedvarende energiprojekter - enten alene eller i samarbejde med andre projektudviklere, så vi kan fastholde værdien fra vedvarende energiprojekter i vores område."
Udviklingen i andelsselskabets forretningsfokus sker som følge af de nationalpolitiske ambitioner om at reducere CO2 -udledningen i Danmark, som forpligter danske kommuner til at bidrage med grønne løsninger. I Thisted og Morsø kommuner har man udpeget geografiske områder, hvor vedvarende energi kan opføres, og det er altså i disse områder Thy-Mors Energi er involveret i projekter.
I tråd med andelshavernes ønsker
Rammerne for andelsselskabets udvikling er netop blevet defineret i en ejerskabspolitik, som er formuleret af repræsentantskabet i Thy-Mors Energi i samarbejde med Demokratisk Erhverv. Politikken har til formål at sikre, at den strategiske udvikling af Thy-Mors Energi sker i tråd med de ønsker og forventninger, lokale ejere måtte have til andelsselskabet, fortæller Robert Hove:
"I Thy-Mors Energi er der en generel ydmyghed og respekt omkring dét at være ejet af fællesskabet og at arbejde i fællesskabets interesse, når vi engagerer os i forretningsudviklende aktiviteter, og derfor er det også med rettidig omhu, at vi nu har fået en ejerskabspolitik, som gør det tydeligt for enhver, hvilke rammer og målsætninger andelsselskabet skal udvikles inden for."
Andelsselskabet står over for massive investeringer i den lokale infrastruktur - i 2026 skal der for eksempel investeres 85 mio. kr., i elnettet, hvilket er en stigning på 15 mio. kr. i forhold til 2025. Investeringen er nødvendig for at kunne imødekomme den grønne omstilling med et stigende elforbrug og øget energiproduktion – men uden at gå på kompromis med forsyningssikkerheden på over 99,99%, som andelsselskabet har været garant for i efterhånden mange år.
"Med konkrete ejermål i ejerskabspolitikken sikrer vi os, at vi som andelsselskab har opbakningen fra vores ejere til at udvikle Thy-Mors Energi i en grønnere og værdiskabende retning – både med den infrastruktur vi allerede ejer, og den vi gerne vil udvikle. Og det er jo vigtigt, når vores datterselskaber kigger ind i større investeringer i årene der kommer. Og så skal vi jo ikke glemme, at vi som andelsselskab blev etableret på baggrund af et ønske om at få etableret strøm i Thy og på Mors, men i dag arbejder med en udvidet forståelse af infrastruktur, som repræsentantskabet nu har sat vigtige rammer for", afslutter Robert Hove.