Solidt resultat skal sikre udvikling i nærområder | Thy Mors Energi Spring til hovedindhold Skip to footer

Solidt resultat skal sikre udvikling i nærområder

Thy-Mors Energi realiserer et solidt overskud i 2025, som skal sikre fortsatte investeringer i udbygningen af el- og fibernet i Thy og på Mors.

 

 

 

Andelsselskabet Thy-Mors Energi kom ud af 2025 med et overskud på 46,9 mio. kr. Resultatet vidner ifølge bestyrelsesformand Robert Hove om en sund forretning og en effektiv drift, som giver selskabet styrke til at fastholde et højt investeringsniveau. 

- Vi leverer et flot og tilfredsstillende resultat i 2025. Det giver os den økonomiske robusthed, der skal til for at fortsætte investeringerne i lokal infrastruktur til gavn for andelshaverne og for vækst og udvikling i lokalområdet, siger Robert Hove. 

Bestyrelsesformanden fortæller om et højt aktivitetsniveau i de fire datterselskaber, som omsætter andelshavernes ambition om at gøre el, fiber og grøn infrastruktur værdiskabende for Thy og Mors. I 2025 har andelsselskabet investeret samlet set 87 mio. kr. i el- og fibernettet, og alene i elnettet forventer andelsselskabet at skulle investere op mod 1,2 mia. kr. i løbet af de næste 10 år, mens investeringer i fibernettet forventes at være 140 mio. kr. Det svarer til en årlig samlet investering på 134 mio. kr. i lokal infrastruktur.    

Andelsselskabet investerer målrettet og massivt for blandt andet at kunne gøre den gøre den grønne omstilling til drivkraft for lokal vækst, forklarer Robert Hove: 

- Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan bringe lokal infrastruktur i spil for at skabe mest mulig værdi for vores lokalsamfund. Thy-Mors Energi har derfor også engageret sig i række lokale projekter inden for blandt andet vedvarende energi med det formål både at sikre lokalt ejerskab og for at understøtte behovet for grøn omstilling i landbruget og erhvervslivet. Vi udvikler både på egen hånd og i samarbejde med andre – og alt sammen for at sikre størst muligt lokalt ejerskab i projekter på Mors og i Thy, fortæller han og fortsætter:  

Udover at imødekomme et klimahensyn, kan vedvarende energiprojekter blive springbræt til udvikling i de nærområder, hvor projekter planlægges. Derfor faciliterer andelsselskabet også dialogmøder med borgere og forskellige interessenter, så vi får skabt de rammer, der skal til for at borgernes drømme for udviklingen af eget lokalområdet kan blive til virkelighed, siger Robert Hove.  
 
Tættere på andelshaverne  

Som andelsselskab skal Thy-Mors Energi skabe værdi for dem, som lever, bor og driver virksomhed i Thy og på Mors, og infrastrukturen skal understøtte lokalsamfundets behov. Repræsentantskabet i Thy-Mors Energi, som er øverste myndighed og lokalsamfundets stemme ind i Thy-Mors Energi, har derfor formuleret en ejerskabspolitik i 2025 med fokus på den langsigtede udvikling af andelsselskabet. 

Ejerskabspolitikken har, ifølge Robert Hove, bragt andelsselskabet tættere på andelshaverne, fordi ejerskabspolitikken beskriver repræsentantskabets forventninger til Thy-Mors Energi, og samtidig er den et vigtigt pejlemærke for, hvordan repræsentantskabet, bestyrelsen og ledelsen skal udvikle andelsselskabet i forening. I følge Robert Hove og den øvrige bestyrelse har det været et naturligt næste skridt at arbejde hen imod et digitaliseret repræsentantskabsvalg for at bringe andelsselskabet endnu tættere på dem, andelsselskabets beslutninger vedrører.  

- Vi investerer massivt i infrastrukturen på vegne af fællesskabet, og investeringsbehovet ser alene ud til at stige. Derfor synes vi, det er med rettidig omhu vi nu styrker båndet til det lokalsamfund, vi arbejder for. Med et digitalt valg håber vi, at det bliver attraktivt for endnu flere andelshavere at engagere sig i Thy-Mors Energi – for det er en lokal virksomhed i rivende udvikling og med stor indflydelse på udviklingen af Thy og Mors, afslutter han.   

Beslutningen om digitalt valg blev stemt igennem på andelsselskabets seneste repræsentantskabsmøde og træder i kraft allerede ved næste repræsentantskabsvalg i 2027.