NYHED
Aprilsnar - Nyt grønt samarbejde skaber møghurtig opladning af elbiler
01/04/2023
Ny banebrydende teknologi udviklet af Champost og Thy-Mors Energi, inden for opladning af elbiler, kan blive resultatet af et stærkt nordjysk samarbejde på tværs af sektorer.
Klima-hensyn og den grønne omstilling er ikke længere kun noget, man taler om på Christiansborg eller i græsrodsbevægelser. I toppen af dansk erhvervsliv har man for længst erkendt, at det er fremtiden at vælge de grønne teknologier til, herunder også elbiler.
Borgmester for Thisted Kommune, Niels Jørgen Pedersen udtaler om dem nye teknologi:
“Det her er bare en møggod ide. Vi skal være den grønneste kommune i hele landet - og det her er et vigtigt skridt på vejen! Vi er stolte af at have to lokale aktører, der handler på den grønne omstilling sammen. Så det bakker vi selvfølgelig op om.”
I takt med at danskernes elforbrug stiger, oplever vi i Danmark en markant stigning i efterspørgslen på grøn energiproduktion. Den samfundsmæssige udvikling stiller derfor krav til den danske elforsyning, og i Danmark har vi derfor brug for endnu flere innovative løsninger, så vi er sikre på at elbilerne på vores veje kan blive ved med at lade og at ladetiden bliver reduceret kraftigt i forhold til, hvordan det står til på nuværende tidspunkt.
Maren Due-Olsen, projektleder for innovation hos Thy-Mors Energi udtaler:
”I Thy-Mors Energi tager vi den grønne omstilling seriøst. Vi har kigget ind i avancerede løsninger som elektrolyse, pyrolyse, biochar, osv., men vi er ret vilde med at løsningen ”bare” skulle vise sig at være en stedbunden ressource som rent møg. Det kan altså noget. Vi kan med det her udkonkurrere de helt store, både eksisterende og kommende ladeoperatører”.
Løsningen bygger på Champost og Thy-Mors Energis styrker hver især. Champost bidrager med møg, som kombineret med Thy-Mors Energis ekspertise inden for energiløsninger og elektrificering har været afgørende i processen for at omdanne blandingen til ren energi. Et apparat sørger for at omdanne møget i milerne til det hemmelige stof der skal bruges til at lade.
Med denne løsning har Champost og Thy-Mors Energi investeret i en grøn løsning, der både bidrager til at indfri de nationalpolitiske ambitioner, men som også er værdiskabende for vores lokalsamfund. Hvor nogle bare ser en bunke møg, så ser vi energiproduktion der lugter af en bæredygtig fremtid for elbiler.
Henrik Goul, medejer af Champost udtaler:
”Vi ser kæmpe muligheder for udvidelse. I hele regionen har vi mange gamle vindmøller, som efterhånden har udtjent sin værnepligt. Når de skal fjernes, efterlader de sig jo et kæmpe krater i jorden. Her er tanken, at vi fylder vores hemmelige møgblanding direkte ned heri, og så kan mindst 10 elbiler holde og lade.”
Hvornår den nye teknologi kommer på markedet er endnu uvist, men ud fra hvor langt den nye teknologi er, regner man med at se de første ladekratere i slutningen af 2025.
ANDRE NYHEDER

Hanstholm havn vil være CO2-neutral
08/07/2019
Hanstholm Havn og Thy-Mors Energi har sat fælles retning for udvikling af et vedvarende energiprojekt, der skal gøre Hanstholm Havn CO2-neutral.

Thy-Mors Energi styrker lokalområdet og præsent ...
21/05/2024
Andelsselskabet Thy-Mors Energi præsenterer et solidt resultat for 2023 med et overskud på 63 mio. kroner. Ifølge Robert Hove, bestyrelsesformand i Thy-Mors Energi, er det et t ...

Nuudays produkter på Thy-Mors Energis fibernet
25/08/2020
Ny aftale sikrer 44.000 husstande og virksomheder i Thy og på Mors adgang til bredbånd, tv og streamingtjenester fra YouSee, Hiper og TDC Erhverv.